Élektronisk postkort til jer allesammen

Hej allesammen,

Efter lang tids søgen, har jeg opgivet at finde et postkort, frimærke og nogen der kan sende noget.. Det er et bevis på hvor kompliceret ting kan være at få fat på hernede.

Her er varmt, meget varm og luften er tung, men stadigvæk tager man lange busker på når man skal ud, for det er mest præsentabelt. Når folk er på abrjede står de i deres skjorter, lange bukser, kjoler.. jeg er inponeret. Jeg prøvede igår hvor jeg havde en frygtelig trang til at bage kage eller kanelsnegle, et eller andet sødt.. Jeg skulle i byen og handle ind. Jeg tager lang bukserne på fordi, jeg mener at jeg nu er ved at være godt integretet og tog lang bukser på. To min. fra huset var jeg ved at vende om, men jeg tænkte nej nu skal jeg vise jeg er ved at være integreret..

Så jeg forblev i min cowboy leggins, alle der ha været i sådan par ved hvor klostofobisk det kan være i varme, men.. Ja.. nu var jeg i dem.

Jeg går fra mit hus i den nye del af byen op igennem Akotokyer, tager en dele taxi, hvilket der bogstavligt er ved at falde fra hinanden. Nu er jeg ved at sætte pris på at døren i min side bare kan lukkes helt i. Taget i billerne hælder lidt, hjulene er halvflade og hyler i svingene, og vejene er hullet som når en vej er under opgravning derhjemme.

Men jeg kommer til byen Aubra, en større landsby, hvor man kan handle. Der er måske 8supermarkeder som de kalder dem.. men de er cirka 8-12 kvm. store.
Jeg havde brug for bagepulver, kanel og gær, mel, olie, æg, sukker og kakao.. så kunne jeg bare noget. I alle dem havde de ingenting. Så jeg tog på markedet, hvor jeg efter et stykke tid, og hede i mit outfit og sved perler i hele hovedet, fandt gær og bagepulver. Men kanel og kakao, skulle jeg ind til Cape Coast for at finde, og det er en storby næstestørste i Ghana - på str. med Horsens..Griner, str. forholdene er ikke helt det samme.

Jeg kom i ny dele taxi og jeg betalte 1,75 kr. for en tur, svarende fra Søvind til Bilblioteket i Horsens (11 km). Denne taxi havde dog vinduer der kunne åbnes.. ikke dumt. Jeg kom ind til markedet, og fordi jeg er hvid, tror de jeg ikke forstår de tager 4 gange så høj pris som det egetnligt koster. Men jeg har luret dem, og siger ja jeg er hvid, men jeg er ikke dum.. smiler.. så griner de og prisen bliver sjovt nok en 1/3 del billigere.

Jeg fandt kakao men ingen kanel det kommer, måske om et par uger, måske måske.. Man er ikke så præcis i Ghana, tid.. det er et afslappet begreb.

Men jeg tog hjem, med lidt forskelligt, først til Aubra, så akotokyer - at købe ind til en kage tog 1½ time, med kun næsten alle indgredienser.

Men Ghana har en charme, en måde at alting går nok, de er så varme, alle hjælper med det de kan, og vi klare os og så er der en tro på alting nok skal gå.
Da jeg kom hjem, fik jeg lynhurtigt de klisterede leggins af og kom i en sharon, som man kun kan tillade sig at have på herhjemme (sådan noget har man ikke på offentligt), gik jeg ud i køkkenet.. og observede.

Der er to gasplader, ikke altid der er gas, så vi har vores lille bålplads, som vi så kan bruge, en lille ovn, men ingen elektricitet i køkkenet, så alt skal piskes i hånden, kiggede på uret, besluttede at den kage, ikke løber nogen steder så den må vente en dag.



Der smilede jeg til mig selv, og tænkte jeg har lært noget i Ghana, at ting tager tid, og jeg kan lige så godt acceptere det, lige meget hvor meget jeg ønsker noget færdigt eller at noget skal ske,..så tager det tid.. Ghana er i det store hele alt det jeg forventede og meget mere..

Og mens jeg skriver, pibler sveden på overlæben frem, griner... det er møg varmt, savner vind, og mindre luftfugtighed meeen det går nok lige 1½ måned mere.

כּstenden – bכּכּkכּכּ

Det er vigtigt at kunne gøre sig forståeligt globalt, derfor prøver jeg nu at lære sproget fantse, det er et sprog jeg vil kunne bruge i mange sammenhænge, eller.. og jo hernede – meget vigtigt.

Forleden gik jeg lige ind i børnehaveklassen, jeg skulle ikke have dem, men tænkte altid godt lige at vise sig, måske snuppe et par tips med fra de andre undervisere, det fik jeg. Tro ikke du kan vise dig ubemærket, før jeg vidste af det stod jeg selv for klassen, hvilket vil sige 39 børn i alderen 2 – 5 år.
Pernille, måske du altid har sagt at jeg kan klare hvad som helst, der minder om en udfordring – den tro holdte mig oppe, da jeg i 37 grader bagende solskin ville lege alle mine kyllinger kom hjem, som blot var introduceret for børnene dagen inden, inkl. 4 voksne. Men det lykkedes, dog blev et par af ungerne sendt tilbage til klassen, men jo troen holdte mig oppe.

Men udfordringer dem får jeg her i Ghana, ligesom for 5 dage siden da jeg havde skrevet et supert indlæg, og i det jeg ville offentliggøre det, blev jeg smidt at nettet. Knap så heldigt når man skriver det direkte derinde, så jeg skriver her stille og roligt i Word, uden frygt for at blive smidt af.

Jeg har prøvet at skrive løbende til billederne, da jeg ikke er tosset med det her opsamlings noget, det bliver så opremsende – så jeg gør det ikke. Fra i morgen har jeg ikke fri internet mere, så kan ikke rigtig sige hvornår jeg opdatere jer igen, men nu ved i jo også jeg har det godt hernede, ikke? Så er det vel fint.
Men jeg har kastet mig i en masse projekter selvfølgelig, det gen med går der får tingene til at vokse, det findes også hernede, sjovt nok.

I mandags startede jeg et sy-hold op med de store børn, som på sigt skal producere nogle moderne tørklæder med afrikansk print, som så skal sælges i Danmark. Så er der temaaftenerne, hvor jeg overnatter sammen med en anden frivillig, hvor vi laver aktiviteter der er lidt mere ud over det sædvanlige. Jo, udendørsaktiviteter i klasserne, en slags idræt/bevægelse, er det også blevet til og ekstra undervisning til dem der har svært ved at læse – som har stor personlig betydning, at jeg kan give igen på den konto.
I næste uge skal jeg ud og besøge Ghanas svar på social psykiatri, jeg har hørt en del om det, nu må vi se hvordan det er der og måske jeg lige kunne klemme lidt mere frivilligt arbejde ind i weekenderne, jeg er jo ikke kommet for at holde badeferie.. og jeg skal nok passe på mig selv.

Appropo badeferie, jeg var i pool i dag, hvor nogen af Bakami familien tog med (min hostfamilie), selvom de ikke kunne svømme prøvede de, fantastisk oplevelse, sikke en glæde.


Så udover jeg igen ville fatte mig i korthed, blev det langt – selvfølgelig kan begrebet korthed diskuteres.

Så når jeg i overskriften skrev bכּכּkכּכּ - jeg har det godt. Glæder mig til at høre fra jer derhjemme, i er savnet at i ved det.. Jeg er ene mand/..kvinde, jeg skriver til jer, alle jer/.. mange lad mig hører hvordan i går og har det.


Kæmpe krammer////K

PS: Marie, mit visum er gået igennem, kommer ikke hjem før… Så hold mokaierne kolde indtil