- Og hvad gør at man er rig?
Hvem måler og hvad gør at man er dommer? Jeg var idag på arbejde Ankaful Mental Hospital og havde en interessant dialog med 2nd head master.
Han begynder; Vestern erklærer at Afrika er fattig, det er et u-land, "de er ikke rige", "de har ikke råd til..." Hvorfor skal Afrika sammenlignes med vesten? og er der overhovedet sammenligningsgrundlag?
Økonomisk, ja, er der mange der kæmper for hver lille pesos - men hvad gør det hvis man er rig på livet? eller bedre endnu har fundet formlen til at glæde sig over livet i al sin enkelthed?
Hvad er bedst rig på bankkontoen eller på livet?
Og det her er ikke noget med jeg pludselig ikke kan lide vesten, Men jeg kan godt følge pointen i, at vi i vesten har en tendens til at måle ud fra vores egen optik og ud fra vores egne standarder, men det giver ikke nødvendigvis mening i et lokalsamfund i Afrika.
Ud over økonomien, ja så er der andre ting msn kan være rig på. Ghana ser jeg ved nærmere eftertanke ikke som fattig, de har en række ressourser og med disse er de i stand til at klare sig.
Klarer vi os så? Er vi så lykkelige i Danmark som vi hele tiden får at vide af undersøgelser? Hvem måler dette, producenterne af lykkepiller?
Og hvad med dem der så har det skidt i Danamrk, kan vi måle deres elendighed kontrak den i Ghana - nej, for samfund er ikke sammenlignlige og slet ikke et vestligt kontra u-land, i hvert fald ikke i følge mine udregninger, y og x bliver aldrig ens.
mandag den 23. maj 2011
Er noget held eller er der én der holder hånden over én?
Er der en Gud og hvis der er hvad er han lavet af? Hvad med moder
jord, er det hende der har skabt jorden? Vi kender ikke svaret og personligt er jeg glad for at svaret står uvist, men andre søger svaret i en religion, og fred være med det.
13 børrn bliver sat ind i en taxi, ingen sikkerhedssele og ca. 60 km. i timen på en strækning af 10 km., hvordan kan de dag efter dag kører på hullede veje, uden ulykker, er der mon én der holder hånden over dem eller er det 100% møg heldigt??
jord, er det hende der har skabt jorden? Vi kender ikke svaret og personligt er jeg glad for at svaret står uvist, men andre søger svaret i en religion, og fred være med det.
13 børrn bliver sat ind i en taxi, ingen sikkerhedssele og ca. 60 km. i timen på en strækning af 10 km., hvordan kan de dag efter dag kører på hullede veje, uden ulykker, er der mon én der holder hånden over dem eller er det 100% møg heldigt??
Tilbageblik på min tur i Ghana
Jeg har nu været hjemm i 6 månder og jeg savner Ghana hver dag. Jeg deler mine oplevelser med venner og bekendte og i det hele taget alle dem der vil hører om min tur til Ghana. Så jeg har besluttet at ligge nogle af mine indtryk, jeg har nedskrevet undervejs på min tur, og lægge dem herind.
Min tur til Ghana har uden tvivl ændret mange holdninger og aspekter i mit liv, jeg tog afsted for at få en oplevelse, men også for at udforske det uvisse, min gave blev at jeg har fået integreret nogle af de værdier fra Ghana i min hverdag.
Enjoy
Min tur til Ghana har uden tvivl ændret mange holdninger og aspekter i mit liv, jeg tog afsted for at få en oplevelse, men også for at udforske det uvisse, min gave blev at jeg har fået integreret nogle af de værdier fra Ghana i min hverdag.
Enjoy
tirsdag den 19. oktober 2010
Élektronisk postkort til jer allesammen
Hej allesammen,
Efter lang tids søgen, har jeg opgivet at finde et postkort, frimærke og nogen der kan sende noget.. Det er et bevis på hvor kompliceret ting kan være at få fat på hernede.
Her er varmt, meget varm og luften er tung, men stadigvæk tager man lange busker på når man skal ud, for det er mest præsentabelt. Når folk er på abrjede står de i deres skjorter, lange bukser, kjoler.. jeg er inponeret. Jeg prøvede igår hvor jeg havde en frygtelig trang til at bage kage eller kanelsnegle, et eller andet sødt.. Jeg skulle i byen og handle ind. Jeg tager lang bukserne på fordi, jeg mener at jeg nu er ved at være godt integretet og tog lang bukser på. To min. fra huset var jeg ved at vende om, men jeg tænkte nej nu skal jeg vise jeg er ved at være integreret..
Så jeg forblev i min cowboy leggins, alle der ha været i sådan par ved hvor klostofobisk det kan være i varme, men.. Ja.. nu var jeg i dem.
Jeg går fra mit hus i den nye del af byen op igennem Akotokyer, tager en dele taxi, hvilket der bogstavligt er ved at falde fra hinanden. Nu er jeg ved at sætte pris på at døren i min side bare kan lukkes helt i. Taget i billerne hælder lidt, hjulene er halvflade og hyler i svingene, og vejene er hullet som når en vej er under opgravning derhjemme.
Men jeg kommer til byen Aubra, en større landsby, hvor man kan handle. Der er måske 8supermarkeder som de kalder dem.. men de er cirka 8-12 kvm. store.
Jeg havde brug for bagepulver, kanel og gær, mel, olie, æg, sukker og kakao.. så kunne jeg bare noget. I alle dem havde de ingenting. Så jeg tog på markedet, hvor jeg efter et stykke tid, og hede i mit outfit og sved perler i hele hovedet, fandt gær og bagepulver. Men kanel og kakao, skulle jeg ind til Cape Coast for at finde, og det er en storby næstestørste i Ghana - på str. med Horsens..Griner, str. forholdene er ikke helt det samme.
Jeg kom i ny dele taxi og jeg betalte 1,75 kr. for en tur, svarende fra Søvind til Bilblioteket i Horsens (11 km). Denne taxi havde dog vinduer der kunne åbnes.. ikke dumt. Jeg kom ind til markedet, og fordi jeg er hvid, tror de jeg ikke forstår de tager 4 gange så høj pris som det egetnligt koster. Men jeg har luret dem, og siger ja jeg er hvid, men jeg er ikke dum.. smiler.. så griner de og prisen bliver sjovt nok en 1/3 del billigere.
Jeg fandt kakao men ingen kanel det kommer, måske om et par uger, måske måske.. Man er ikke så præcis i Ghana, tid.. det er et afslappet begreb.
Men jeg tog hjem, med lidt forskelligt, først til Aubra, så akotokyer - at købe ind til en kage tog 1½ time, med kun næsten alle indgredienser.
Men Ghana har en charme, en måde at alting går nok, de er så varme, alle hjælper med det de kan, og vi klare os og så er der en tro på alting nok skal gå.
Da jeg kom hjem, fik jeg lynhurtigt de klisterede leggins af og kom i en sharon, som man kun kan tillade sig at have på herhjemme (sådan noget har man ikke på offentligt), gik jeg ud i køkkenet.. og observede.
Der er to gasplader, ikke altid der er gas, så vi har vores lille bålplads, som vi så kan bruge, en lille ovn, men ingen elektricitet i køkkenet, så alt skal piskes i hånden, kiggede på uret, besluttede at den kage, ikke løber nogen steder så den må vente en dag.
Der smilede jeg til mig selv, og tænkte jeg har lært noget i Ghana, at ting tager tid, og jeg kan lige så godt acceptere det, lige meget hvor meget jeg ønsker noget færdigt eller at noget skal ske,..så tager det tid.. Ghana er i det store hele alt det jeg forventede og meget mere..
Og mens jeg skriver, pibler sveden på overlæben frem, griner... det er møg varmt, savner vind, og mindre luftfugtighed meeen det går nok lige 1½ måned mere.
Efter lang tids søgen, har jeg opgivet at finde et postkort, frimærke og nogen der kan sende noget.. Det er et bevis på hvor kompliceret ting kan være at få fat på hernede.
Her er varmt, meget varm og luften er tung, men stadigvæk tager man lange busker på når man skal ud, for det er mest præsentabelt. Når folk er på abrjede står de i deres skjorter, lange bukser, kjoler.. jeg er inponeret. Jeg prøvede igår hvor jeg havde en frygtelig trang til at bage kage eller kanelsnegle, et eller andet sødt.. Jeg skulle i byen og handle ind. Jeg tager lang bukserne på fordi, jeg mener at jeg nu er ved at være godt integretet og tog lang bukser på. To min. fra huset var jeg ved at vende om, men jeg tænkte nej nu skal jeg vise jeg er ved at være integreret..
Så jeg forblev i min cowboy leggins, alle der ha været i sådan par ved hvor klostofobisk det kan være i varme, men.. Ja.. nu var jeg i dem.
Jeg går fra mit hus i den nye del af byen op igennem Akotokyer, tager en dele taxi, hvilket der bogstavligt er ved at falde fra hinanden. Nu er jeg ved at sætte pris på at døren i min side bare kan lukkes helt i. Taget i billerne hælder lidt, hjulene er halvflade og hyler i svingene, og vejene er hullet som når en vej er under opgravning derhjemme.
Men jeg kommer til byen Aubra, en større landsby, hvor man kan handle. Der er måske 8supermarkeder som de kalder dem.. men de er cirka 8-12 kvm. store.
Jeg havde brug for bagepulver, kanel og gær, mel, olie, æg, sukker og kakao.. så kunne jeg bare noget. I alle dem havde de ingenting. Så jeg tog på markedet, hvor jeg efter et stykke tid, og hede i mit outfit og sved perler i hele hovedet, fandt gær og bagepulver. Men kanel og kakao, skulle jeg ind til Cape Coast for at finde, og det er en storby næstestørste i Ghana - på str. med Horsens..Griner, str. forholdene er ikke helt det samme.
Jeg kom i ny dele taxi og jeg betalte 1,75 kr. for en tur, svarende fra Søvind til Bilblioteket i Horsens (11 km). Denne taxi havde dog vinduer der kunne åbnes.. ikke dumt. Jeg kom ind til markedet, og fordi jeg er hvid, tror de jeg ikke forstår de tager 4 gange så høj pris som det egetnligt koster. Men jeg har luret dem, og siger ja jeg er hvid, men jeg er ikke dum.. smiler.. så griner de og prisen bliver sjovt nok en 1/3 del billigere.
Jeg fandt kakao men ingen kanel det kommer, måske om et par uger, måske måske.. Man er ikke så præcis i Ghana, tid.. det er et afslappet begreb.
Men jeg tog hjem, med lidt forskelligt, først til Aubra, så akotokyer - at købe ind til en kage tog 1½ time, med kun næsten alle indgredienser.
Men Ghana har en charme, en måde at alting går nok, de er så varme, alle hjælper med det de kan, og vi klare os og så er der en tro på alting nok skal gå.
Da jeg kom hjem, fik jeg lynhurtigt de klisterede leggins af og kom i en sharon, som man kun kan tillade sig at have på herhjemme (sådan noget har man ikke på offentligt), gik jeg ud i køkkenet.. og observede.
Der er to gasplader, ikke altid der er gas, så vi har vores lille bålplads, som vi så kan bruge, en lille ovn, men ingen elektricitet i køkkenet, så alt skal piskes i hånden, kiggede på uret, besluttede at den kage, ikke løber nogen steder så den må vente en dag.
Der smilede jeg til mig selv, og tænkte jeg har lært noget i Ghana, at ting tager tid, og jeg kan lige så godt acceptere det, lige meget hvor meget jeg ønsker noget færdigt eller at noget skal ske,..så tager det tid.. Ghana er i det store hele alt det jeg forventede og meget mere..
Og mens jeg skriver, pibler sveden på overlæben frem, griner... det er møg varmt, savner vind, og mindre luftfugtighed meeen det går nok lige 1½ måned mere.
lørdag den 2. oktober 2010
כּstenden – bכּכּkכּכּ
Det er vigtigt at kunne gøre sig forståeligt globalt, derfor prøver jeg nu at lære sproget fantse, det er et sprog jeg vil kunne bruge i mange sammenhænge, eller.. og jo hernede – meget vigtigt.
Forleden gik jeg lige ind i børnehaveklassen, jeg skulle ikke have dem, men tænkte altid godt lige at vise sig, måske snuppe et par tips med fra de andre undervisere, det fik jeg. Tro ikke du kan vise dig ubemærket, før jeg vidste af det stod jeg selv for klassen, hvilket vil sige 39 børn i alderen 2 – 5 år.
Pernille, måske du altid har sagt at jeg kan klare hvad som helst, der minder om en udfordring – den tro holdte mig oppe, da jeg i 37 grader bagende solskin ville lege alle mine kyllinger kom hjem, som blot var introduceret for børnene dagen inden, inkl. 4 voksne. Men det lykkedes, dog blev et par af ungerne sendt tilbage til klassen, men jo troen holdte mig oppe.
Men udfordringer dem får jeg her i Ghana, ligesom for 5 dage siden da jeg havde skrevet et supert indlæg, og i det jeg ville offentliggøre det, blev jeg smidt at nettet. Knap så heldigt når man skriver det direkte derinde, så jeg skriver her stille og roligt i Word, uden frygt for at blive smidt af.
Jeg har prøvet at skrive løbende til billederne, da jeg ikke er tosset med det her opsamlings noget, det bliver så opremsende – så jeg gør det ikke. Fra i morgen har jeg ikke fri internet mere, så kan ikke rigtig sige hvornår jeg opdatere jer igen, men nu ved i jo også jeg har det godt hernede, ikke? Så er det vel fint.
Men jeg har kastet mig i en masse projekter selvfølgelig, det gen med går der får tingene til at vokse, det findes også hernede, sjovt nok.
I mandags startede jeg et sy-hold op med de store børn, som på sigt skal producere nogle moderne tørklæder med afrikansk print, som så skal sælges i Danmark. Så er der temaaftenerne, hvor jeg overnatter sammen med en anden frivillig, hvor vi laver aktiviteter der er lidt mere ud over det sædvanlige. Jo, udendørsaktiviteter i klasserne, en slags idræt/bevægelse, er det også blevet til og ekstra undervisning til dem der har svært ved at læse – som har stor personlig betydning, at jeg kan give igen på den konto.
I næste uge skal jeg ud og besøge Ghanas svar på social psykiatri, jeg har hørt en del om det, nu må vi se hvordan det er der og måske jeg lige kunne klemme lidt mere frivilligt arbejde ind i weekenderne, jeg er jo ikke kommet for at holde badeferie.. og jeg skal nok passe på mig selv.
Appropo badeferie, jeg var i pool i dag, hvor nogen af Bakami familien tog med (min hostfamilie), selvom de ikke kunne svømme prøvede de, fantastisk oplevelse, sikke en glæde.
Så udover jeg igen ville fatte mig i korthed, blev det langt – selvfølgelig kan begrebet korthed diskuteres.
Så når jeg i overskriften skrev bכּכּkכּכּ - jeg har det godt. Glæder mig til at høre fra jer derhjemme, i er savnet at i ved det.. Jeg er ene mand/..kvinde, jeg skriver til jer, alle jer/.. mange lad mig hører hvordan i går og har det.
Kæmpe krammer////K
PS: Marie, mit visum er gået igennem, kommer ikke hjem før… Så hold mokaierne kolde indtil
Forleden gik jeg lige ind i børnehaveklassen, jeg skulle ikke have dem, men tænkte altid godt lige at vise sig, måske snuppe et par tips med fra de andre undervisere, det fik jeg. Tro ikke du kan vise dig ubemærket, før jeg vidste af det stod jeg selv for klassen, hvilket vil sige 39 børn i alderen 2 – 5 år.
Pernille, måske du altid har sagt at jeg kan klare hvad som helst, der minder om en udfordring – den tro holdte mig oppe, da jeg i 37 grader bagende solskin ville lege alle mine kyllinger kom hjem, som blot var introduceret for børnene dagen inden, inkl. 4 voksne. Men det lykkedes, dog blev et par af ungerne sendt tilbage til klassen, men jo troen holdte mig oppe.
Men udfordringer dem får jeg her i Ghana, ligesom for 5 dage siden da jeg havde skrevet et supert indlæg, og i det jeg ville offentliggøre det, blev jeg smidt at nettet. Knap så heldigt når man skriver det direkte derinde, så jeg skriver her stille og roligt i Word, uden frygt for at blive smidt af.
Jeg har prøvet at skrive løbende til billederne, da jeg ikke er tosset med det her opsamlings noget, det bliver så opremsende – så jeg gør det ikke. Fra i morgen har jeg ikke fri internet mere, så kan ikke rigtig sige hvornår jeg opdatere jer igen, men nu ved i jo også jeg har det godt hernede, ikke? Så er det vel fint.
Men jeg har kastet mig i en masse projekter selvfølgelig, det gen med går der får tingene til at vokse, det findes også hernede, sjovt nok.
I mandags startede jeg et sy-hold op med de store børn, som på sigt skal producere nogle moderne tørklæder med afrikansk print, som så skal sælges i Danmark. Så er der temaaftenerne, hvor jeg overnatter sammen med en anden frivillig, hvor vi laver aktiviteter der er lidt mere ud over det sædvanlige. Jo, udendørsaktiviteter i klasserne, en slags idræt/bevægelse, er det også blevet til og ekstra undervisning til dem der har svært ved at læse – som har stor personlig betydning, at jeg kan give igen på den konto.
I næste uge skal jeg ud og besøge Ghanas svar på social psykiatri, jeg har hørt en del om det, nu må vi se hvordan det er der og måske jeg lige kunne klemme lidt mere frivilligt arbejde ind i weekenderne, jeg er jo ikke kommet for at holde badeferie.. og jeg skal nok passe på mig selv.
Appropo badeferie, jeg var i pool i dag, hvor nogen af Bakami familien tog med (min hostfamilie), selvom de ikke kunne svømme prøvede de, fantastisk oplevelse, sikke en glæde.
Så udover jeg igen ville fatte mig i korthed, blev det langt – selvfølgelig kan begrebet korthed diskuteres.
Så når jeg i overskriften skrev bכּכּkכּכּ - jeg har det godt. Glæder mig til at høre fra jer derhjemme, i er savnet at i ved det.. Jeg er ene mand/..kvinde, jeg skriver til jer, alle jer/.. mange lad mig hører hvordan i går og har det.
Kæmpe krammer////K
PS: Marie, mit visum er gået igennem, kommer ikke hjem før… Så hold mokaierne kolde indtil
torsdag den 9. september 2010
Status 6. dagen
Har stadig ikke helt forstået at jeg befinder mig så langt væk fra Danmark, facebook er ikke længere end to klik væk. Syntes at turen da jeg var 17 år og tog til Christiansø i tre måneder alene, var meget vildere end det her, trods jeg er i et andet kontinent nu.
Men teknologien er både godt og skidt. Det giver en vis form for sikkerhed, eks. da jeg stod i lufthavnen den første dag, og der ikke var nogen der stod med et skilt "Kathia" og da far ventede opkald fra mig, men ikke kunne få fat på mig eller dem der skulle hente mig, måtte jeg ringe hjem med det SIM kort jeg var blevet beordret og tage med fra far.
Inden jeg tog afsted tænkte jeg ikke så særlig meget andet end Afrika altid havde været en drøm og nu skulle den forfølges. Folk spurgte hvad jeg forventede af de tre måneder, og jeg husker Pernille - strukturede som hun er var helt i vildelse over jeg ikke havde forestillet mig noget konkret og med hendes mindst 1000 spørgsmål, måtte jeg melde svar pas.
Jeg vidste kun hvordan jeg helt præcist inde i mit hovede havde et billede, en forestillig om hvordan det ville være...
Afrika har levet op til mine forventninger og det er inponerende, for når jeg ser tilabge var mine forventinger ganske høje.
Lugten af Afrika er helt speciel, en duft af varme, frugter, benzinos. Og så er der alle lydene af så mange biler der dytter, da jeg til dags dato kun har set et lyskryds dog uden lys i. Og de mange dyr, kryb, insekter - skønt, eller det lyder mærkeligt men man vender selv vel til det.
Børnehjemmet,ja,.. de unger de er fantastiske, hvis børn i Danmark var ligeså hjælpsomme, både over for fremmede men også hinanden, der er sååå, ja.. hjerteligt og varmt. Ungerne er fra 3 -18 år.
I næste uge begynder skolen, så der skal jeg igang med undervisning, det skal nok blive spændende. Ligenu er vi 7-9 frivillige, fra Danmark, Holland, Tyskland, England, Wales, Scotland og Australien. Hende fra Australien og jeg prøver at plante vores vagter når de andre ikke er der, rigtig asocial - ellers står vi jo nærmest oven i hinanden.
I går aftens holdte vi movie night for ungerne, det var i top bortset fra filmen ikke ville spille, men så fandt vi en anden.. men til det savnede jeg virkelig en pizza og cola. Så da jeg kom hjem fra job i morges købte jeg en cola, men måtte tage ris til, den der pizza skal man ind til en af de store byer for muligvis at få et glimt af.
Jeg vil holde nu, håber Karen og Poul Erik, at dette indlæg lige klaret sig under længde-grænsen.
Kan i hygge jer, jeg vil
KH Kathia
Men teknologien er både godt og skidt. Det giver en vis form for sikkerhed, eks. da jeg stod i lufthavnen den første dag, og der ikke var nogen der stod med et skilt "Kathia" og da far ventede opkald fra mig, men ikke kunne få fat på mig eller dem der skulle hente mig, måtte jeg ringe hjem med det SIM kort jeg var blevet beordret og tage med fra far.
Inden jeg tog afsted tænkte jeg ikke så særlig meget andet end Afrika altid havde været en drøm og nu skulle den forfølges. Folk spurgte hvad jeg forventede af de tre måneder, og jeg husker Pernille - strukturede som hun er var helt i vildelse over jeg ikke havde forestillet mig noget konkret og med hendes mindst 1000 spørgsmål, måtte jeg melde svar pas.
Jeg vidste kun hvordan jeg helt præcist inde i mit hovede havde et billede, en forestillig om hvordan det ville være...
Afrika har levet op til mine forventninger og det er inponerende, for når jeg ser tilabge var mine forventinger ganske høje.
Lugten af Afrika er helt speciel, en duft af varme, frugter, benzinos. Og så er der alle lydene af så mange biler der dytter, da jeg til dags dato kun har set et lyskryds dog uden lys i. Og de mange dyr, kryb, insekter - skønt, eller det lyder mærkeligt men man vender selv vel til det.
Børnehjemmet,ja,.. de unger de er fantastiske, hvis børn i Danmark var ligeså hjælpsomme, både over for fremmede men også hinanden, der er sååå, ja.. hjerteligt og varmt. Ungerne er fra 3 -18 år.
I næste uge begynder skolen, så der skal jeg igang med undervisning, det skal nok blive spændende. Ligenu er vi 7-9 frivillige, fra Danmark, Holland, Tyskland, England, Wales, Scotland og Australien. Hende fra Australien og jeg prøver at plante vores vagter når de andre ikke er der, rigtig asocial - ellers står vi jo nærmest oven i hinanden.
I går aftens holdte vi movie night for ungerne, det var i top bortset fra filmen ikke ville spille, men så fandt vi en anden.. men til det savnede jeg virkelig en pizza og cola. Så da jeg kom hjem fra job i morges købte jeg en cola, men måtte tage ris til, den der pizza skal man ind til en af de store byer for muligvis at få et glimt af.
Jeg vil holde nu, håber Karen og Poul Erik, at dette indlæg lige klaret sig under længde-grænsen.
Kan i hygge jer, jeg vil
KH Kathia
onsdag den 1. september 2010
Jeg skal snart af sted
Der er lidt problemer med mit visum, så jeg skal have fat i konsulet når jeg kommer derned. Jeg er rigtig glad for jeres støtte, men i er sku ikke nemme at sige farvel til.. men omvendt så skal jeg ud på mit livs eventyr - og det glæder jeg mig til trods alle udfordringerne.
I er fantastiske og jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen.
Og tak for de fine fødselsdagsgaver, vi snakkes ved.. når jeg får etableret mig dernede
Tusind mange kram fra mig til alle jer
Kathia
I er fantastiske og jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen.
Og tak for de fine fødselsdagsgaver, vi snakkes ved.. når jeg får etableret mig dernede
Tusind mange kram fra mig til alle jer
Kathia
Abonner på:
Opslag (Atom)